PORTRÆT. Nørrebroer Helle A. Petersen er altid klar med et knus, et måltid mad eller bare til at lytte. Hendes store sociale arbejde i Blågårds Sogn betyder, at hun nu har fået Dansk Folkehjælps pris for Årets Folkehjælper 2018.

Af Julie Stougaard

js@minby.dk

SOCIALT HJERTE: Allerede inden pressemeddelelsen om vinderen af dette års folkehjælper lander i min indbakke, kender jeg Helles navn. Helle er én, der bliver talt om på Nørrebro. Suppleret med tillægsord som varm og omsorgsfuld. Jeg er da heller ikke mere end lige kommet ind ad døren til denne onsdags Mandeklub i Hellig Kors Kirke, før en af mændene henvender sig for at sige et par ord om hende.

»Helle er en fin person, sympatisk, helt utroligt optimistisk og et meget varmt menneske. Det er derfor, jeg kommer her. Det er på grund af Helle.«

Han videregiver rosen direkte til hovedperson, som smiler genert over de store ord og gengælder med et knus. Kort efter må hun dog lige hen og følge med i pointscoren i dartturneringen, som er i fuld gang. Der bliver grinet, hoveret og rost. Det er tydeligt, at de ti mænd hygger sig og nyder hinandens selskab.

Det er femte gang, Mandeklubben mødes, og som så mange andre sociale initiativer i området, står Helle bag. Udover Mandeklubben her har hun gennem de sidste cirka 20 år stået for Kirkens Genbrug i Blågårdsgade, som hun er formand for, og Bespisningen i Stengade, hvor hjemløse og andet godtfolk på Nørrebro kan komme og få et måltid mad.

Giver sig tid til at lytte

Hendes store, sociale hjerte er ikke gået ubemærket hen, og sidste onsdag blev hun overrasket i Mandeklubben, da hun fik overrakt Dansk Folkehjælps pris for Årets Folkehjælper i Østre-Nordvest.

»Det er svært for mig at rumme, at jeg har fået den her pris. At nogen har set, hvad jeg laver. Jeg er så stolt og beæret. Det er jo bare noget, jeg gør. Det var ganske uventet,« siger Helle og rejser sig smilende fra sofaen for at give et knus til vinderen af andenpladsen i dartturneringen, som glad fremviser den plade chokolade, han har vundet.

Helle spurgte menighedsrådet, om hun måtte etablere en mandeklub, da hun fra Bespisningen kunne mærke, at der var flere af mændene, der nød det sociale samvær, og at der var et behov for mere af den slags.

»Man kan være hjemløs på mange måder. Man kan også være hjemløs i hjertet. Og her kan man skabe relationer,« siger Helle og tilføjer, at det krævede lidt at lokke mændene med på ideen om at spille dart.

»De har et kæmpe behov for bare at snakke. Min arbejdsdag slutter måske klokken 15, men folk har måske brug for at snakke længere end det, og så er det bare sådan, det er.«

Hun vinker farvel til Claus Jacobsen, som er på vej hjem.

»Vi ses, morfar,« råber hun, og han vinker igen med et smil.

»Ja, navnet er bare, fordi han er sådan ligesom en bedstefar. Vi har lige aftalt, at jeg skal ringe til ham om morgenen. Bare for at høre om alt er, som det skal være. Det er forskelligt, hvad folk har brug for. Nogle har brug for hjælp til at søge boligsikring, andre vil gerne have én med til tandlægen, og andre klipper jeg eller hjælper med at skifte forbindinger,« fortæller Helle, der tidligere har arbejdet som social- og sundhedsassistent.

Kobler af til Body Pump

Helle er født og opvokset i Blågårdsgade ligesom sin mor, og faren er opvokset i Wesselsgade.

Da hun blev voksen flyttede hun ind i sin egen lejlighed i ejendommen, hvor både forældrene og mormoren boede. Siden blev hun gift og flyttede uden for København, men hun vil altid have brug for at have sin gang på Nørrebro.

»Nørrebro har altid stået mit hjerte meget nær. Jeg bliver aldrig en forstadsfrue,« siger hun og smiler.

Det ligger Helle meget på sinde at understrege, at hun ikke kunne have gjort det, hun har, uden sit team af frivillige, som hjælper både her i Mandeklubben, men også i Bespisningen og i genbrugsbutikken, som altid mangler hænder.

»Jeg kan jo ikke det hele på én gang. Jeg kan ikke både lave mad, klippe folk og snakke. Det er vigtigt, at teamet af frivillige fungerer, og derfor er det vigtigt, at jeg husker at drage omsorg for mine frivillige og husker, når der sker noget i deres liv. Det er så dejligt at blive husket,« siger Helle.

Selvom Helles arbejdsuger ikke er ens hele tiden, er det tydeligt, at hun har travlt. Tirsdag og torsdag står hun for Bespisningen, onsdag har hun Mandeklubben, derudover skal hun købe ind, hente tøj og ting til genbrugsbutikken, og så er der alt ’det løse’, som hun har svært ved at sætte i skema.

Hvornår holder du fri?

»Det gør jeg som udgangspunkt mandag og fredag, og der går jeg til body pump. Så mellem halv tolv og halv to de dage vil jeg ikke forstyrres. Der har jeg noget tid for mig selv,« siger Helle og griner.