I 2024 er der valg til menighedsrådet.
I den anledning skriver Blågårdens Sogns formand, Aksel Friberg, hver måned på kirke.dk om sine tanker og erfaringer fra den seneste valgperiode - læs med herunder

PÅ VEJ MOD VALGET:
Kirken skal rumme alle, men ikke alt

I Blågårdens Sogn, Nørrebro, er under halvdelen af beboerne medlem af folkekirken. Men kirkerne er åbne for alle, som vil være en del af et fællesskab, hvor kærligheden er størst – og går langt ud over alle identitetsmarkører, skriver Menighedsrådsformand Aksel Friberg.

Hvordan er man folkekirke på Nørrebro, når flertallet ikke er medlemmer af den? Og hvad er opgaven for et menighedsråd i et sogn, hvor størstedelen ikke føler sig forbundet til folkekirken? Det er nogle af de spørgsmål, man hele tiden er nødt til at overveje og reflektere over, når man er folkekirke i mindretal.

I Nørrebro provsti var 47,6 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken i 2023 og kun 25,4 procent af de fødte børn blev døbt i folkekirken. Det er to tal, som ligger en del lavere end i resten af landet.

Mange tror af den grund, at det er udfordrende at være folkekirke på Nørrebro. Men i mit sogn, Blågårdens Sogn, er opfattelsen ikke sådan. Det er derimod inspirerende at være kirke i krydsfeltet mellem børnefamilier, socialt udsatte, nytilkomne og gamle kulturbærere. Forsøger man at samle disse forskelligheder, så vokser fællesskabet.

Blågårdens Sogn (Brorsons Kirke og Hellig Kors Kirke) ser vi det som vores opgave at skabe fællesskab – ikke på trods af vores forskelligheder, men med vores forskelligheder.

DET, VI ER FÆLLES OM

Vores sogn har en konstant voksende menighed. Folk strømmer til vores kirker flere gange om ugen og er begejstret for det, som kirkerne tilbyder. Men hvordan vokser en menighed et sted, hvor medlemstallet falder?

Ved at favne bredt og gøre sig relevant for de mennesker der bor i sognet eller har løst sognebånd til en præst i sognet.

Er man nytilkommen nørrebrogenser, som er glad for musik, er der diverse eksperimentelle arrangementer i Brorsons Kirke, hvor vi mødes i et fællesskab med musik i topklasse.

Er man en børnefamilie, er der spaghettigudstjenesten i Hellig Kors Kirke hver uge med 150 deltagende, hvor vi mødes i et fællesskab af unge forældre og deres børn.

Er livet hårdt, er der bespisning og en sjælesorgsgruppe, hvor vi er fælles om det, der gør ondt. Og er man glad og vil sige livet tak, er der højmesserne i begge kirker, hvor vi er fælles om evangeliet.

KIRKEN ER FOR ALLE, MEN IKKE FOR ALT

Ud fra denne måde at lave kirke på opstår naturligvis spørgsmålet: Hvem er vi kirke for? Er folkekirken kun kirke for den kirkeskatsbetalende menighed, eller er folkekirken også kirke for de mennesker, som ikke er en del af den?

For Blågårdens Sogn er svaret klart. Vores kirker er åbne for alle, som efterspørger eller har brug for os. Vi spørger ikke om bevis på ”medlemskab”, når vi bespiser socialt udsatte, eller hver nat lader dem sove i vores kirke.

Det samme gør sognets to præster heller ikke, når nogen har brug for en sjælesorgssamtale, eller når vi åbner kirkedørene til diverse arrangementer. Kirkerne er åbne for alle, som har brug for dem, og som orienterer sig mod dem.

Det tror vi på er budskabet i evangeliet: At kirken skal åbne sine arme for alle. Række ud til den verden, den er sat i. Men skal kirken så også rumme alt indhold? Det korte svar er nej, men dog et pragmatisk nej.

Kirken kan rumme alt det, der i bred forstand er rettet mod kristendommens centrale budskab. Det er det eneste, og dog helt afgørende krav for, hvordan man skal være kirke – også for sogne i mindretal.

Det er altså ikke så vigtigt, præcis hvilke aktiviteter og profiler de enkelte kirker og sogne har. Det afgørende er, at der er en orientering mod Guds kærlighed, som er blevet os til del i Kristus.

Den kærlighed som vi skal bevidne og udleve overfor hinanden og verden.

Af den grund åbner vi i Blågårdens Sogn dørene for alle, som vil være en del af et fællesskab, hvor kærligheden er størst – og går langt ud over alle identitetsmarkører.

Foto: Heiner Lützen Ank