Mørket er i år ekstra dunkelt. 

Men julens budskab skal nok lyse op

SOGNEPRÆST JENS ANDREAS CHRISTENSEN TAGER SOM DET NATURLIGSTE DET KRISTNE BUDSKAB MED SIG IND I SAMTALEN MED SINE BEKYMREDE SOGNEBØRN.

Foto: LEIF TUXEN

Jacob Weinkouff Hansen

Mange oplever i denne tid midt i krise og krig en skuffelse over menneskeheden, siger sognepræst Jens Andreas Christensen. Da er julens lys og budskab ekstra kærkommen

”Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Sådan slutter teksten, som de fleste præster læser rundt om i landets kirkerjuleaftensdag. Forinden har en engel bebudet for markens hyrder, at de ikke skal frygte.

For Jens Andreas Christensen, der er sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København, er netop dette budskab det centrale i julen – især i et år som dette, hvor krig og økonomisk krise fylder meget.

Han har gennem sit tidligere arbejde som feltpræst og nu orlogspræst mærket bekymring og frygt i det mest ekstreme sammenhænge blandt udsendte soldater. Men også nu, hvor han befinder sig midt i København, gør disse svære følelser sig gældende blandt de mennesker, han møder, fortæller han. Og så er det, at julens budskab bliver ekstra aktuelt.

”I år er det meget tydeligt, hvad julens budskab om håb og lys er, fordi det også i biblen vokser ud af mørket. Gud er gennem Jesusbarnet gået ind i verden, og det er han, fordi den er i krise. Præcis som vi oplever det lige nu,” siger han og giver et billedligt eksempel på, hvordan julebudskabet kan give lys i en krisetid:

”Enhver børnetegning af julenat kan vise det med en sort nattehimmel, en silhuet af en stald, en stjerne på himlen og et lille, varmt lys inde i stalden. Du har lys på himmelen og et lille lys på jorden, hvor der ellers er rigtig meget mørke.”

Skuffelse over menneskeheden

I sit arbejde som sognepræst mærker Jens Andreas Christensen mørket som både nært og fjernt. Det nære handler i Blågårdens Sogn, hvor Hellig Kors Kirke hører under, især om økonomi.

”Krisen kradser, fordi vi har en del mennesker, der er socialt udsatte. Er man en enlig mor på kontanthjælp, og priserne på både dagligvarer og energipriser stiger voldsomt, så opstår der et eksistensproblem. Der kan vi se, at menighedsplejen her i sognet må punge lidt mere ud i denne her sæson end vanligt. Og antallet af julekurve, som vi deler ud, er også blevet øget betragteligt i år,” Jens Andreas Christensen.

Selvom de nære problemer i udgangspunktet handler om det rent materielle, er de større end som så. For legemlig og sjælelig nød hænger sammen, mener han.

”Man kommer til præsten og siger, at nu kan jeg ikke få tingene til at hænge sammen, jeg kan ikke betale mine regninger, og det sætter sig på mit selvværd- og billede.”

Når håbløsheden i en svær økonomisk tid overstiger et sognebarn, tager sognepræsten som det naturligste det kristne budskab med sig ind i samtalen. For netop her handler det, som han siger, ikke kun om at ”være noget”. Gud er ikke optaget af, om du har en stor bil, det rigtige job eller en stopfyldt bankkonto.

”I et kristent perspektiv er det at blive til noget så at sige annulleret. Det at være eller at blive til nogen er vigtigere. Hvis man kommer og siger, at man aldrig er blevet til noget, så kan jeg jo spørge, hvad problemet er. For man er jo nogen, og det er værdi nok i Guds øjne. Det ser vi også i juleevangeliet, for det er først, da budskabet om Jesu fødsel når hyrderne på marken, at himlen synger. De er dem, der har mindst. De regnes ikke for noget, men budskabet gælder for alle.”

Den mere fjerne del af det mørke, som Jens Andreas Christensen fornemmer hos mennesker i sognet, handler blandt andet om krigen i Ukraine.

”Jeg får ofte brug for min optimisme, når jeg taler med folk. Der er mange mennesker, som rammes af en skuffelse over menneskeheden. En skuffelse over, at Putin har udviklet sig til et monster. En skuffelse over, at amerikanerne tilvælger Trump i et stort omfang og ikke kan se, at han er ond og en svindler. Der opstår en håbløshed på verdens vegne.”

Så selvom den russiske invasion af nabolandet har sendt tunge skyer ind over Europa, forsøger Jens Andreas Christensen at indgyde optimisme i sine bekymrede sognebørn. Og han mener også, at optimismen er begrundet.

”Vi har ikke fået den verdenskrig, som vi frygtede. Det ser ikke ud til, at menneskeheden igen dummer sig i den skala, som vi gjorde i løbet af 1900-tallet. Det er der et håb i, og det er det, man i julen må holde fast i.”

Et varmt lys i mørket

Mens slagmarken i Ukraine for kirkegængerne i Hellig Kors Kirke måske kan synes fjerntliggende, er krig ikke fremmed for Jens Andreas Christensen. Han har i forbindelse med arbejdet som feltpræst været udsendt i Afghanistan. Også her spillede en følelse af skuffelse over menneskets handlinger en rolle.

”Da der var præsidentvalg i Afghanistan i 2004, var vi super optimistiske. Valgdeltagelsen var høj, og iveren efter at bringe stemmesedler ud til de fjerneste distrikter var overrumplende. Selv på æselryg blev der bragt stemmesedler ud til de steder, hvor man ikke kunne køre henover bjergene. Siden da er alt det faldet til jorden. Der sidder mange militærveteraner og er skuffede.”

Selvom afstanden hjem til familie og julemad har været lang for soldaterne, har julen alligevel været kærkommen, når skuffelse og håbløshed har trængt sig på. Og man kan godt fejre jul i en militærlejr midt i et krigsplaget Afghanistan, fortæller Jens Andreas Christensen

”Man iscenesætter ligesom hjemme i Danmark det lille lys i mørket, men på en anden måde. Man tænder ikke alle de hvidtlysende lysstofrør i lejrens spiseområde. Nej, man sørger for at slukke dem og finder en varm og dæmpet lyskilde. På den måde opstiller man hygge, selv på et sted hvor det ellers kan virke langt væk. Det er det, som julen betyder. Et varmt lys i mørket, skuffelsen og håbløsheden.”

Frygt ikke, tro kun

Når Jens Andreas Christensen på juleaftensdag skal prædike for sin menighed, bliver især ét sted i evangeliet centralt.

”På højdepunktet inden den himmelske lovsang bryder ud, hvor englen siger ’frygt ikke’, er et meget stærkt sted. Det er et profetisk budskab, som kan gå ind og ændre, hvordan fremtiden ser ud inde i det enkelte menneske. Det bliver et omdrejningspunkt.”

Men hvordan kan man midt i en tid, hvor meget virker mørkt og håbløst, finde håb og lys i to umiddelbart simple ord som ”frygt ikke”?

”Det kan man, fordi de kommer fra en helt anden dimension.Budskabet bliver større, end den verden vi kender. Man ser tingene med himlens øjne, og et tiltagende lys bliver klart for os. Og i det lys ligger ordet håb,” siger Jens Andreas Christensen:

”Det håb er universelt. Det gælder for den enlige forsøger, der knap har råd til julemaden i en økonomisk krisetid, og for den, der har alt materielt, men føler en afgrundsdyb tomhed i tilværelsen,” siger han.

”Det er der for den, der om få dage skal hen til sin læge og have svar på, om han eller hun har en alvorlig sygdom, og det kan være der for soldaten eller feltpræsten, der risikerer at dø i den krig, han eller hun befinder sig i.”

—

Jens Andreas Christensen

Født i 1969.

Sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København siden 1. september 2013.

Uddannet cand.theol. i 1997. Har tidligere været præst i Frihavnskirken på Østerbro i København.

Sideløbende har han varetaget forskellige andre hverv, blandt andet som feltpræst i Afghanistan. I dag er han også orlogspræst.